Trods karantæne: Aalborg Pirates hiver sikker sejr hjem mod SønderjyskE

Aalborg Pirates holder fast i tredjepladsen med sikker sejr over SønderjyskE.

Aalborg Pirates havde måske nok en mand, Kiril Kabanov, til at sidde over, da holdet tirsdag aften mødte SønderjyskE - men det var tilsyneladende ikke noget, der påvirkede spillet på isen.

I hvert fald lykkedes det piraterne at hive en sejr hjem på 5-2.

Første scoring kom efter 19 minutter, da Christopher Frederiksen smuttede pukken i nettet for Aalborg Pirates. Og så måtte de nordjyske fans ellers væbne sig med lidt tålmodighed, før holdet igen lukkede op for godteposen. 

I de sidste minutter af anden periode lykkedes både Lasse Jul Korsgaard og Mikkel Højbjerg at udbygge føringen, så Aalborg Pirates førte komfortabelt 3-0 inden tredje og sidste periode, der skulle vise sig at byde på masser af spænding.

Her føg det med udvisninger til begge hold, og SønderjyskE-træner Dan Ceman måtte tidligt i omklædningsrummet for brok. 

Hjemmeholdet udnyttede forvirringen til at snige sig op på sin femte scoring ved Lasse Jul Korsgaard. SønderjyskE formåede til sidst i perioden at pynte på resultatet med mål af Anders Förster og Patrick Dwyer, men det var ikke nok til at bringe mere spænding ind i kampen.

Med sejren holder Aalborg Pirates fast i tredjepladsen i Metal Ligaens grundspil.


Seneste nyt

fra Nordjylland