Turismen har brug for iværksætteri
TourismX - et to-årigt turismeprojekt for iværksættere - blev i dag afsluttet i Utzon Center. Et af projekterne er blevet til virksomheden Oh So Quiet, der sender turister ud på gåture fra sommerhus til sommerhus. Arkiv.
Turismen i Nordjylland har potentiale til at blive en endnu stærkere drivkraft bag den nordjyske økonomi, mener erhvervsminister Simon Kollerup (S).
Det kan være et stort skridt at springe ud som iværksætter. Det erfarede Pia Stigaard Skammelsen, da hun fik en idé til et nyt koncept for vandreturisme. Ideen fik i første omgang lov til at samle støv i en skrivebordsskuffe.
- Det der med at kaste sig ud i så ambitiøst et iværksætterprojekt alene, det havde jeg simpelthen ikke mod på, siger hun.
TourismX, et toårigt projekt for iværksættere, blev i dag afsluttet med en konference i Utzon Centret i Aalborg.
Projektet har hjulpet Pia Stigaard Skammelsen med at føre sin idé ud i livet. Det har resulteret i virksomheden Oh So Quiet.
- Det går kort fortalt ud på, at man tager på vandretur i Thy eller Jammerbugt, og så går man fra sommerhus til sommerhus, så det er sådan lidt nyt. I sommerhusene er alt, hvad man skal bruge af mad og linned og den slags, så man ikke skal slæbe på en masse siger Pia Stigaard Skammelsen.
Nyt at rejse efter
Netop nye ideer er der brug for, hvis den nordjyske turisme skal leve op til sit fulde potentiale. Det mener erhvervsminister Simon Kollerup (S), der i formiddag mødtes med den nordjyske hotel- og restaurationsbranche i Aalborg Lufthavn.
- Alle de nye ideer, som vi ikke har set endnu, hvis bare nogle af dem bliver til virkelighed, så bliver der noget nyt at rejse efter for turister, der gerne vil til Nordjylland - eller Danmark i det hele taget. Så iværksætteri har vi virkelig, virkelig, virkelig brug for, siger ministeren.
Turismeerhvervet skal udvikles for fortsat at skabe vækst og nye arbejdspladser, mener han.
- Selve turismeproduktet skal udvikles. Der er behov for, at det bliver højnet på mange områder, men der er også behov for, at der kommer nyt til hele tiden, siger den nordjyske regionsformand fra Horesta, Lars Mouritzen.
Hjælpen var afgørende
Udviklingen kommer dog ikke altid af sig selv. TourismX har hjulpet 46 iværksættere fra hele landet til at udvikle deres bud på fremtidens turisme.
- Gennem TourismX har jeg fået en lille pose penge til at udvikle og teste mit koncept, men mest værdifuldt har jeg fået en masse god sparring, siger Pia Stigaard Skammelsen.
TourismX er finansieret af EU's Regionalfond sammen med regionerne og gennemføres af Dansk Kyst- og Naturturisme og Wonderful Copenhagen. Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet deltager som videnspartnere.
Hjælpen har været helt afgørende for, at Pia Stigaard Skammelsen i dag kan kalde sig iværksætter.
- Det var sådan et hyggeprojekt, som jeg gik med, og det var nok forblevet i skrivebordsskuffen, hvis ikke jeg havde hørt om TourismX, siger hun.
Pia Stigaard Skammelsen er klar til at tage imod de første 80 gæster, der har booket en vandretur i foråret under det nye koncept.