Ukendte gerningsmænd knuste rude og smed molotovcocktail ind i bil
To biler udbrændte natten til mandag ved to separate brande i Aalborg. Den ene brand var påsat.
Nordjyllands Politi håber på offentlighedens hjælp i en sag om brandstifelse i Aalborg. Branden fandt sted natten til mandag på Morsøgade og betød at en bil udbrændte totalt mens en anden bil - tæt på den første - blev skadet af branden.
Alarmen om brand indløb til 112 klokken 01.58, og det stod hurtigt klart at der var tale om en påsat brand.
- Der er et vidne, der har fortalt, at han kort inden branden hørte en rude blive knust og to mænd råbe, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Jørgensen.
Derefter blev der kastet hvad politiet formoder er en molotovcocktail ind i bilen og de to ukendte mænd flygtede fra stedet i en bil der satte af med hjulspind.
- Vi har ikke noget klart billede af, hvorfor netop den bil skulle brændes af og derfor vil vi rigtig gerne høre fra borgere, der mener at have set noget omkring klokken 2.00 i området omkring Morsøgade, lyder det fra vagtchefen.
Borgere med viden om branden kan ringe 114 og sige, at man har oplysninger om en bilbrand på Morsøgade.
Containerbrand betød udbrændt bil
Tidligere på natten måtte en anden bil lade livet i Aalborg. På Dannerhøj i Visse, et kvarter med rækkehuse, var en container brudt i brand og den kraftige varme fra ilden fik hurtigt bredt sig til den bil, der var nærmest branden. Denne bil udbrændte mens en anden fik skader.
- Der var heldigvis ingen personer, der var i fare og vi kan heldigvis også sige, at branden startede som et hændeligt uheld. Om det var noget i affaldet, der var selvantændt eller om nogen uforvarende havde puttet noget brandbart deri, ved vi ikke, men det er blevet undersøgt om branden var påsat, og det var den ikke, fortæller Per Jørgensen.