38-årig tilstår hjemmerøveri

Havde tidligere forsøgt at købe det jagtgevær, som han lørdag aften stjal ved et hjemmerøveri i Vester Hjermitslev.

Ved et grundlovsforhør i Hjørring har en 38-årig mand erkendt at stå bag det hjemmerøveri, som blev begået i Vester Hjermitslev lørdag aften.

Ved røveriet blev en 59-årig mand truet til at udlevere et jagtgevær og 2000 kroner i kontanter i sit hjem i Vester Hjermitslev.
Efterfølgende blev han tvunget i bagagerummet på sin egen bil. Herefter kørte røveren godt 15 kilometer til industriområdet i Pandrup, hvor den chokerede mand blev sluppet fri, og fik slået alarm til politiet.

<b>Følte sig truet</b>
Under grundlovsforhøret kom det frem, at den 38-årige to gange før havde besøgt den 59-årige - en gang for at købe et jagtgevær. Han havde følt sig truet af Den Internationale Klub, og da han kun var i besiddelse af et oversavet jagtgevær med tre patroner, syntes han ikke, at det var nok beskyttelse.

Røveren er tidligere straffet for lignende kriminalitet, og lørdagens røveri blev begået under den 38-åriges prøveløsladelse. Han er nu varetægtsfængslet i fire uger.

Flere nyheder fra TV2 Nord