3F'ere bliver ikke kontaktet i CV-banken

94,5 procent af medlemmerne i 3F Nordøst Vendsyssel har ikke fået nogen henvendelser fra arbejdsgivere på deres CV i jobnet.

Det viser ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for 3F's a-kasse, hvor alle ledige medlemmer af bl.a. 3F Nordøst Vendsyssel indkaldt til rådighedssamtale i februar og marts i år, har deltaget i.

3F Nordøst Vendsyssel er en af de 10 3F lokalafdelinger, der har medvirket i undersøgelsen. Her har ledige indkaldt til rådighedssamtale i februar og marts i år besvaret et spørgeskema om bl.a. deres CV og jobsøgning, og hvordan de fandt deres sidste job.

- Det ser ud til, at CV-banken ikke virker, når det gælder vores medlemmer. Kun 5,5 procent af afdelingens medlemmer har nogensinde fået en henvendelse fra en arbejdsgiver. Og en henvendelse betyder ikke at de fik et job. Tværtimod kan vi konstatere, at de direkte adspurgt oplyser, at ingen har fået deres sidste job fordi arbejdsgiveren henvendte sig på deres CV, siger A-kasseleder Jørgen Helledie i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser samtidig, at 3F's medlemmer især finder deres job gennem uopfordrede ansøgninger, gennem deres netværk af familie og venner, gennem deres A-kasse/fagforening eller at de bliver kontaktet af en tidligere arbejdsgiver - uden om CV-banken.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord