73-årig kvinde fangede selv tyv

En 73-årig kvinde fik ved 14-tiden tirsdag frarøvet sin tegnebog. Hun løb selv tyvene op og fik dem til at aflevere tegnebogen.

Det skriver NORDJYSKE onsdag.

Kvinden stod og kiggede på nogle varer i supermarkedet Løvbjergs forhal, da to piger skubbede til hende. Hun sagde til dem, at de skulle lade være med at skubbe. Da hun skulle bruge sin tegnebog, var den væk.

Hun råbte og løb efter pigerne. Hun greb fat i armen på den ene, der var på vej ind i en bil, mens en anden tililende kunde, greb fat i den anden.

Pigerne nægtede først, men da den 73-årige kvinde og hendes hjælper blev ved med at holde fast, smed pigerne tegnebogen fra sig, hvorefter de hurtigt kørte fra stedet.

Der var 2000 kroner i tegnebogen, som kvinden netop havde hævet.

Leder af Nordjyllands Politi i Brønderslev, vicepolitikommissær Henrik Poulsen, siger, at det var modigt gjort af den 73-årige kvinde.

- Dog vil jeg ikke anbefale, at man selv tager kampen op med kriminelle, siger han til NORDJYSKE.

Politiet mener, at det er de samme rumænske piger, der i en tid har været på spil.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord