8000 nordjyder har købt sommerrejser

Omkring 90.000 danskere har allerede sikret sig sommerens rejse til varmen, og det betyder, at charterbranchen har solgt ca. 15 % flere sommerrejser nu i forhold til samme tid sidste år.

Traditionen tro mærker rejsearrangørerne i disse dage en ekstra voldsom trafik på hjemmesiderne, for i juledagene bliver der typisk storkøbt sommerrejser.

- Det er i disse dage, at folk har tid til at drømme og planlægge, hvad de vil til sommer, og det ses tydeligt på kurven over besøgende på vores hjemmeside. Bare i går, første juledag, besluttede mere end 1000 mennesker sig for at købe en sommerrejse via nettet, fortæller Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour, Danmarks største rejsearrangør.

Der er i sær rift om rejser til de græske øer, Mallorca, Italien og Tyrkiet, og danskerne beslutter sig hurtigere end normalt:

- Regnvejrseffekten fra sidste sommer mærkes tydeligt på den måde, at folk bestiller tidligere end de plejer. Ingen ønsker at stå tilbage, hvis den danske sommer 08 bliver lige så våd og grå. Desværre var der mange, der gik forgæves efter rejser i sommer, siger Stig Elling.

Flere nyheder fra TV2 Nord