Politi beder lokale om hjælp: 81-årig mand fra Hjallerup forsvundet på andet døgn

Ehlers Pedersen fra Hjallerup har været forsvundet siden torsdag.

Hele dagen har politiet været til stede i Hjallerup, hvor de har søgt efter 81-årige Ehlers Pedersen fra Hjallerup, der ikke er blevet set siden torsdag.

Tidligere oplyste politiet, at han sidst blev set fredag, men det var ikke korrekt. Ehlers Pedersen er altså ikke blevet set i mere end to døgn nu. I Hjallerup har politiet ledt efter den 81-årige med hunde til i eftermiddag. Eftersøgningen med hunde er indstillet natten over, men begynder igen i morgen.

- Vi er selvfølgelig afhængige af hjælp fra befolkning deroppe. Man må meget gerne kigge i sine havestuer og udhuse, siger Bruno Brix, vagthavende ved Nordjyllands Politi.

Ehlers Pedersen er begyndende dement. Politiet beskriver ham  som værende 165-170 centimeter høj, almindelig af bygning med tyk mave og stor næse, og han har gråt og hvidt hår. Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland