AaB fik 1-1 i Belgien

AaB kom et stort skridt nærmere UEFA Cuppen, da holdet fik 1-1 i den første kvalifikationskamp mod belgiske Gent.

AaB sikrede sig et særdeles godt udgangspunkt inden returkampen mod Gent i Aalborg om en uge. I trejde runde af Toto Cuppen, som er kvalifikationsturnering til UEFA Cuppen, spillede AaB 1-1 i Belgien.

Gent kom foran efter 58 minutters spil på straffespark. AaBs debutterende målmand Martin S. Jensen var chanceløs på straffesparket.

Siyabonga Nomvethe udlignede for AaB nogle minutter senere. Sydafrikanerens jubel sluttede imidlertid brat. Nomvethe hoppede op i hegnet for at fejre scoringen med fansene, men det skulle han ikke have gjort. Dommeren takserede det til gult kort, og da Nomvethe havde en advarsel i forvejen, så betød det et tidligt bad til sydafrikaneren og AaB reduceret til 10 mand.

AaB holdt stand, og er med 1-1 godt på vej mod UEFA Cuppen.

Udover Martin S. Jensen var der også debut til Andreas Jacobsson.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord