AaB fik høvl af SønderjyskE

Foto: Allan Storkborg (Arkiv)

Det blev langt fra AaB's aften i går, da holdet blev sendt på sommerpause med et 5-0 nederlag til SønderjyskE. Dermed slutter de nu sæsonen på 7. pladsen i Superligaen.

Den sidste spillerunde skulle onsdag afgøres, og AaB kunne sikre sig 6. pladsen med en sejr over SønderjyskE. Det lykkedes dog ikke, da AaB ikke bare tabte, men tilmed fik en syngende lussing på 5-0 af synderjyderne.

Der var ellers mere på spil end blot æren - sjettepladsen i Superligaen giver nemlig en ekstra hjemmekamp til næste sæson samt endnu flere præmiepenge.

De små marginaler var da også på AaB's side - i hvert fald i de andre kampe, som blev spillet samtidig med AaB's kamp. FCK vandt nemlig over Silkeborg IF, hvilket betød, at AaB faktisk kunne nøjes med enten uafgjort eller endda et smalt nederlag, for at sikre sig 6. pladsen.

Holdets anfører, Thomas Augustinussen, udtalte i går til bold.dk, at han ville være tilfreds med 6. pladsen, fordi holdet har været meget svingende i sæsonen.

Og det blev han da også fuldstændig bekræftet i - onsdag aften svingede holdet bare i den forkerte retning for Augustinussen og co. Nordjyderne forspildte chancen mod SønderjyskE fuldstændig, og går nu glip af både flere præmiepenge og ekstra hjemmekamp.

Flere nyheder fra TV2 Nord