AaB forlænger med Børsting

Foto: Brian Andersen

AaB har forlænget aftalen med Frederik Børsting til 30. juni 2019.

Få kan prale af at have været det samme sted i 11 år i en alder af 21, men det kan Frederik Børsting. Han skiftede til AaB som ti-årig fra RKG Klarup, men nu har han skrevet under på at fortsætte i AaB til 2019. 

- I sine første 18 måneder af sin seniortid har Frederik gennemgået en enorm udvikling, og han har hurtigere end forventet formået at gøre sig gældende i Alka Superligaen, hvilket også er en cadeau til både vores talentudvikling, vores trænerteam omkring Superligatruppen og Frederik selv, siger Sportsdirektør Allan Gaarde. 

Frederik Børsting, der i de kommende dage spiller EM-kvalifikationskampe for U/21-landsholdet mod Luxembourg og Armenien, ser ligeledes frem til det fortsatte samarbejde.

Jeg har ikke været i tvivl om, at det er i AaB, jeg fortsat skal udvikle mig

- Det er gået stærkt, og jeg synes, at jeg har lært ufattelig meget på kort tid, og jeg har ikke været i tvivl om, at det er i AaB, jeg fortsat skal udvikle mig, siger Frederik Børsting.

21-årige Frederik Børsting blev rykket op i AaB’s Alka Superligatrup i sommeren 2014 og er foreløbig noteret for 42 officielle kampe og tre scoringer for det nordjyske hold.

Flere nyheder fra TV2 Nord