AaB har respekt for Køge

Forud for mandag aftens møde i Herfølge fastslår AaB's cheftræner Kent Nielsen, at ikke mindst HB Køges seneste fem kampe aftvinger stor respekt.

I Superligaens seneste spillerunder har HB Køge leveret stærke præstationer mod Lyngby Boldklub, FC København, Brøndby I.F., AC Horsens og Silkeborg I.F., hvilket kulminerede med sejren hos sidstnævnte i sidste weekend.

- Resultaterne og præstationerne indikerer, at HB Køge har udviklet sig meget, og det er imponerende, at man trods sin placering og sin foreløbige pointhøst kan spille med så stor energi og entusiasme, som tilfældet er, påpeger Kent Nielsen over for aabsport.dk.

Men også AaB er inde i en god stime med en god start på forårssæsonen.

- Vi kommer til Herfølge oven på to gode kampe mod Lyngby og FCK, og kan vi bevare eller forbedre vores niveau, tror vi også på, at vi er gode nok til at få et resultat i morgen, siger AaB's cheftræner.

Eneste mand på skadeslisten hos AaB er Kasper Bøgelund.


Seneste nyt

fra Nordjylland