AaB jagter ny sejr

Med en sejr i aften over Esbjerg er det sjette sejr i træk og dermed flere point end nogensinde på ti spillerunder.

AaB går efter den sjette sejr i træk i aftenens kamp mod Esbjerg. Hvis de nordjyske drenge vinder, vil de have flere point end nogensinde efter de ti første spillerunder i Superligaen.

Det kan blive svært, da AaB ikke har besejret Esbjerg i de seneste syv indbyrdes kampe. Men cheftræner Kent Nielsen er optimistisk.

- For vores eget vedkommende så nyder vi den nuværende periode, men samtidig er vi enormt ydmyge og stiller hele tiden endnu større krav til hinanden. Spillerne har hidtil været gode til at lukke ned for den seneste kamp og hurtigt rette fokus mod den kommende udfordring i en tæt liga, hvor der i alle opgør er reel mulighed for point for alle hold, siger han til aabsport.dk.

Han håber på, at publikum kan give holdet det ekstra, der skal til for at slå point-rekorden.

- Mod Esbjerg forventer vi en livlig affære med aggressivt pres fra begge mandskaber, men forhåbentlig kan vi endnu engang lukrere på den fantastiske opbakning fra lægterne på Nordjyske Arena, siger Kent Nielsen.

Der er allerede solgt 8.000 billetter til mandagens kamp.


Seneste nyt

fra Nordjylland