AaB rykker fem talenter op i Superliga-truppen

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Fem spillere fra AaB's succesfulde U19-hold vil fra næste sæson indgå i klubbens Superliga-trup.

Mens AaB havde en svingende 2018/19-sæson i Superligaen, var der ikke megen slinger i valsen for klubbens U19-hold. De unge talenter sikrede sig en sølvmedalje i U19 Ligaen, og flere af holdets spillere står nu på spring til Superligaen.

AaB rykker efter sommerferien fem spillere fra U19-holdet op i Superliga-truppen. Der er tale om forsvarsspillerne Lukas Klitten og Anders Bærtelsen, samt offensivspillerne Oliver Klitten, Søren Tengstedt og Mikkel Kaufmann.

Læs også AaB i stort testbrag: Møder Champions League-semifinalister

- Det er en absolut sjældenhed, hvis ikke minimum én spiller fra hver årgang formår at avancere til vores Superliga-trup, men det er nogle år siden, at vi senest har haft så mange fra samme årgang, der byder sig til. Jeg kan i den forbindelse kun rose vores trænere og ledere i AaB Talent for deres dygtige arbejde, ligesom samarbejdet med vores flere end 120 partnerklubber er uvurderligt, siger AaB's sportsdirektør Allan Gaarde.

Lukas Klitten, Oliver Klitten, Mikkel Kaufmann og Anders Bærtelsen står allerede noteret for officielle kampe i AaB-trøjen, mens Søren Tengstedt endnu har sin officielle førsteholdsdebut til gode.

17 af de 24 spillere i AaB's nuværende Superliga-trup har spillet ungdomsfodbold i AaB.

Forsiden lige nu