AaB samarbejder med ungdomsskole

Fra sommeren 2012 vil AaB samarbejde med Aabybro Ungdomsskole vedrørende ungdomsskoleophold for flere af AaB's spillere.

- I AaB prøver vi hele tiden at optimere vores talentudvikling, og denne aftale er endnu et skridt i den rigtige retning, siger AaB's talentkoordinator Jacob Larsen.

AaB's elitespillere vil fremover kunne spille fodbold uden at skulle have for meget besvær med at passe deres skolegang.

- Vi har vurderet, at nogle af de spillere som har lang vej til træning på AaB's anlæg og som stadig går i 8. 9. eller 10. klasse, skal have en hverdag, hvor der er lidt mere overskud til at passe deres skolearbejde, elitefodbold og et socialt liv. Nogle af disse spillere vil komme til at bo og gå i skole på Aabybro Ungdomsskole og efter skoletid blive kørt ind på AaB for at træne, siger talentkoordinator Jacob Larsen.

Når eleverne er færdige med deres 9. eller 10. klasse, så vil der være mulighed for at starte på AaB's fodboldelitecollege.


Seneste nyt

fra Nordjylland