AaB tabte til Sønderjyske

Foto: Allan Storkborg (Arkiv)

Eyjólfur Hédinsson sørgede i slutfasen for en fortjent sejr til Sønderjyske, der slog AaB på hjemmebane med 2-1.

Sønderjyske vandt lørdag for første gang i Superligaen i 2012, da AaB blev slået med 2-1 i Aalborg.
Efter tre mislykkede forsøg mod Brøndby, FC København og Silkeborg lykkedes det for træner Lars Søndergaards nedrykningstruede mandskab at sætte point ind på kontoen.
Eyjólfur Hédinsson scorede sejrsmålet for gæsterne 10 minutter før slutfløjt, efter at AaB's Anders Due havde udlignet Quincy Antipas' åbningstræffer.

Sønderjyske var langt bedre end de nordjyske værter og lagde i perioder et godt og vedholdende tryk på AaB, der kæmpede hårdt for at finde kreativiteten.

Den var også til stede hos gæsterne. Efter en halv time vippede Henrik Hansen elegant bolden op over AaB-forsvaret til Antipas, der ragede bolden til sig og bragte Sønderjyske foran med 1-0.
På det tidspunkt havde det brændt på flere gange i hjemmeholdets straffesparkfelt, så føringen kunne ingen på stadion i Aalborg indvende det mindste imod.

Den sønderjyske defensiv fungerede også upåklageligt i de første 70 minutter, og der blev lukket godt ned for AaB's frontduo Nicklas Helenius og Jeppe Curth.

Som anden halvleg skred frem pressede værterne endnu mere på for at få noget med fra kampen, og et kvarter før slutfløjt fik Anders Due udlignet på et nordjysk mønsterangreb.

Et indlæg fra Henrik Dalsgaard endte bagest i feltet hos en umarkeret Anders Due, der dirigerede bolden i mål til 1-1.
Bedst som det lignede et vendepunkt på kampen, så blev gæsternes Eyjolfur Hedinsson sendt af sted i et dybdeløb, som blev afsluttet med et sejrsmålet til 2-1.

Sønderjyske har med sejren et hul på seks point til Lyngby under nedrykningsstregen. Lyngby møder søndag Brøndby på udebane.
AaB indtager Superligaens sjetteplads.
/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord