AaB-træner forventer intenst opgør mod Sønderjyske

Foto: TV2/Nord

Kent Nielsen ser frem til en tæt kamp i Haderslev i aften mod det sønderjyske hold.

AaB-træner Kent Nielsen regner med, at det bliver en lige affære, når hans klub i aften spiller ude mod Sønderjyske i Superligaen.

- Med fare for at gentage mig selv, så bliver der uden tvivl tale om et intenst og tæt opgør, hvor små ting kan blive afgørende, siger træneren til AaB's hjemmeside.

- Sønderjyske fik med sejren i Randers i seneste spillerunde tanket selvtillid, og de er et hold, vi før har haft det svært med, når de har ramt deres topniveau, siger Kent Nielsen.

AaB ligger på tredjepladsen i Superligaen med 11 point for syv kampe. Sønderjyske er nummer ni med otte point.

- Vi skal spille med stor koncentration og sikkerhed i bolden, men samtidig skal vi have øje for det direkte spil, inden Sønderjyske får sin organisation på plads.

- Overordnet har vi en god tro på, at vi kan få et brugbart resultat med hjem fra Haderslev, siger Kent Nielsen.

Træneren har for første gang svenske Rasmus Jönsson med i truppen.

Angriberen er lejet hos tyske Wolfsburg, men har været skadet i begyndelsen af sin AaB-tid.