Aalborg fik smag for østers

02:27

Som et led i den landsdækkende østersuge var der idag torvedag i Aalborg.

Foto: Benny Kristensen

1 af 2

Seks restauranter forsøgte lørdag at overbevise nordjyderne om fortræffelighederne ved østers.

Østers fra Limfjorden anses som værende nogle af verdens bedste, og bestanden er siden sidste år vokset med hele 20 procent. Skaldyret, der af mange ses som en delikatesse, har dog aldrig fået et folkeligt gennembrud, men det forsøgte man at lave om på lørdag, hvor Oyster Week blev markeret på Gammeltorv i Aalborg.

Her havde seks kendte nordjyske restauranter stillet op med hver deres særlige udgave af østers, der skulle vise de besøgende, at østers er meget andet end hvad mange tror: En snotklat, der smager af saltvand.

Der var pocherede og friterede østers og sågår østers i baconsvøb. Der var østers til store og der var østers til små. Kort sagt: Der var østers for alle.

To af dem, der havde vovet pelsen og fik et smagfuldt indblik i verdenen af østers var Daniels Kranker og Nadia Nielsen, der ikke vidste meget om østers for lørdagens arrangement.

- Det begrænser sig til det man har set i fjernsynet i de forskellige madprogrammer, fortalte Daniel Kranker, inden han og Nadia lidt senere var blevet overbevist om østers' kvaliteter.

- Vi har fået øjnene op for, hvad det er, østers kan, og det virker ikke så skræmmende nu, lød konklusionen fra Daniel Kranker mens Nadia Nielsen supplerer:

- Og at det ikke behøves være den variant hvor man bare skyller den ned og får en omgang saltvand i munden.

En af de seks restauranter, der var repræsenteret på Gammeltorv var Fyrklit i Hirtshals. Her havde restaurantchef Stefan Vilsen præcis den mission, der lykkedes med Daniel og Nadia.

- Østers er måske en ting, der skræmmer folk smagsmæssigt. Men hvad de ikke ved, er at man ikke behøver spise dem, som de er. Man kan jo gøre mange ting istedet for at "skylle dem tilbage", som man kender. Det er sundt, der er masser af næring i og når vi har det heroppe, hvorfor så ikke bruge det, spørger restaurantchefen.

Op mod 90 procent af de østers, der bliver høstet i Limfjorden, går til eksport.

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord