Efter kæmpe drama: Aalborg Håndbold klar til afgørende DM-finale

Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Med en scoring tre sekunder før tid sikrede Aalborg Håndbold sig en tredje og afgørende kamp om DM-guldet.

Det var tæt til det sidste, da Aalborg Håndbold torsdag aften var på besøg i GOG i den anden finalekamp. GOG kunne med blot et uafgjort resultat sikre sig DM-guldet, så det var kun sejr, der var noget værd for Aalborg mandskabet. 

Og det blev til en sejr. Med tre sekunder tilbage satte Aalborg Håndbold nemlig bolden i kassen til stillingen 31-32, og så kunne jublen ellers bryde ud. 

- Det er fantastisk. Jeg ved ikke, om vi stadig er kede af vi smed den første. Jeg synes ikke GOG rammer samme høje niveau som sidst. De får ikke chancen igen, nu har de smidt hjemmebanefordelen, så nu vinder vi på søndag, fortæller Henrik Møllgaard efter kampen til TV2 Sport. 

Læs også Aalborg Håndbold taber første DM-finale

GOG havde kort forinden udlignet, og med 17 sekunder tilbage på haluret tog cheftræner, Stefan Madsen, time-out. 

- Jeg synes, det er kanon fedt, at vi får lov at spille en tredje kamp. Vi havde egentligt aftalt et spilsystem, og det forpurrer de, men vi holder hovedet kold og finder en fri chance, fortæller Magnus Saugstrup, der satte den afgørende mål i kassen bag GOGs målmand Frank Eriksen. 

Nu skal det hele afgøres på søndag i Gigantium i Aalborg. 

Topscorer for Aalborg Håndbold blev Henrik Møllgaard, der scorede otte gange på ni forsøg. 

Læs også Her er det nye nordjyske folketingshold

Forsiden lige nu