Aalborg Lufthavn: Den største trafik nogensinde i marts måned

Med en fremgang på 3,5 procent i forhold til sidste år er marts måned 2017 den største marts nogensinde i Aalborg Lufthavn.

Aalborg Lufthavn har oplevet den travleste marts måned nogensinde i år. Samlet set er 124.465 passagerer rejst til og fra Aalborg Lufthavn i marts måned 2017, hvilket betyder en stigning på 3,5 procent sammenlignet med sidste år.

- Vintersæsonen er ved at være slut, og de første sommerruter starter snart. Derfor er det glædeligt at slutte af med endnu en månedsrekord – samtidig med, at den sidste hele måned med vintertrafik vidner om en fortsat stærk fremdrift for antallet af indenrigs- og charterrejsende, siger direktør Søren Svendsen i en pressemeddelelse.

Det er både i indenrigsflyvning og charterrejser, hvor der har været en stigning i trafikken. Chartertrafikken har haft en fremgang på 7,7 procent i forhold til marts måned sidste år og med en markant stigning i indenrigstrafikken, hvor der har været en fremgang på 11,5 procent sammenlignet med marts 2016. 

Til gengæld har der været en nedgang i udenrigstrafikken, hvor der sidste år fløj 32.618 til og fra udlandet var der i år kun 27.356.

- Marts sidste år var den sidste måned Lufthansa fløj mellem Aalborg og Frankfurt. Derfor er marts 2017 naturligt mærket af dette, hvorfor vi ser en forventet tilbagegang. Men som sagt er udenrigsruterne i en positiv udvikling, og blandt andet de fem ugentlige afgange med SAS til Oslo kommer til at præge månederne fremadrettet, slutter Søren Svendsen i en pressemeddelelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland