Aalborg Portland har investeret en kvart milliard i grøn omstilling

Cementvirksomheden brugte i 2017 næsten dobbelt så meget på grønne investeringer som året før.

På fem år har Aalborg Portland investeret godt en kvart milliard - 263 millioner kroner helt præcist - i miljøteknologiske forbedringer af fabrikken i Aalborg. I 2017 brugte virksomheden hele 76,6 millioner kroner på grønne tiltag - 87 procent mere end året før. Det fremgår af virksomhedens miløredegørelse for året.

- Som energitung virksomhed betragter vi det som en del af vores ansvar at investere i grønne løsninger samt bidrage til udviklingen og implementeringen af dem. Det har vi gjort siden 1970’erne, og indsatsen er kun blevet intensiveret med årene gennem øgede investeringer samt indgåelse af diverse samarbejder med andre virksomheder og forskningsmiljøet i Danmark, heriblandt Aalborg Universitet og Teknologisk Institut, udtaler direktør Michael Lundgaard Thomsen i en pressemeddelelse.

Han fortæller desuden at de mange grønne investeringer, ud over at gavne miljøet, også gavner forretningen. Markedets udvikling går nemlig mod at kunder og dermed underleverandører og entreprenører stiller krav til at kende materialernes miljøpåvirkning.

- Forretningsgrundlaget for grønne investeringer har derfor aldrig været stærkere, fortæller Michael Lundgaard Thomsen.

44 procent alternativ brændsel

Aalborg Portland fremhæver i deres miljøredegørelse flere ting, de har kastet millioner efter, men det er især værd at bemærke, hvor stor en grad af alternativ brændsel, der den dag i dag bruges i produktionen af cement.

Det største af mange investeringsbeløb er nemlig blevet brugt til at færdiggøre designet af de såkaldte kalcinatorer på Ovn 87 - fabrikkens største produktionslinje. Kalcinator-opgraderingen har sikret en mere stabil ovndrift og den muliggør samtidig at man kan bruge alternative - mere CO2-lette brændsler - i ovnen. I 2017 var det således 44 procent af den samlede brændselsenergi i ovn 87, der kom fra alternative brændsler.

- Ambitionen er, at alternative brændsler skal udgøre henholdsvis 60 og 20 procent af brændselsenergien til produktionen af grå og hvid cement, mens vi fortsat skal udvide mulighederne for at substituere naturlige råmaterialer i cementblandingen med gode alternativer, siger Michael Lundgaard Thomsen.

Alternative brændsler hos Aalborg Portland er ting som kød- og benmel samt tørret spildevandsslam, der er med til at varme de glohede ovne op. Alternative materialer i cementen kan være flyveaske, bundaske, afsvovlingsgips fra kraftværker eller sand der er oprenset fra Limfjorden. 

På fem år har Aalborg Portland investeret godt en kvart milliard i miljøteknologiske forbedringer af fabrikken i Aalborg

 


Seneste nyt

fra Nordjylland