Aalborg-racerkører nåede sit personlige mål

Foto: PR-foto

Trods et utilsigtet langt pitstop lykkedes det alligevel den aalborgensiske racerkører Kim Holmgaard og Team Caramba at ende på en fjerdeplads i klassen, da de i weekenden deltog i det længste racerløb på dansk grund i denne sæson.

På Padborg Park skulle der køres løb over hele seks timer, og her var den lokale kører atter til start for Team Caramba sammen med sine to makkere Michael Klostermann og Michael Outzen.

Et uheld betød, at teamets placering i løbet såvel som i klassen - hvor de blev nummer fire - ikke svarede til hvor hurtigt de reelt kørte:

- Vi var kommet godt fra start og førte løbet, da min teamkammerat Michael Klostermann var så uheldig at blive ramt af en af de langsommere biler, som skulle indhentes med en omgang, forklarer Kim Holmgaard i en pressemeddelelse.

- Vores bil blev svært skadet, men det lykkedes Michael at køre den en hel omgang rundt og tilbage til pitten.

Her gik mekanikerne fra Team Caramba straks i gang med at reparere bilen, men der manglede en meget væsentlig del: det kombinerede støddæmper- og fjederben, som sammen med højre forhjul var blevet tabt under køreturen tilbage til pitten.

- De manglende dele var blevet samlet op af officials på en flagpost, men da denne flagpost lå inde på selve banen, havde vores mekanikere ikke mulighed for at få fat i dem. Vi var derfor nødt til at vente på, at der ville komme en safety car-periode, forklarer Kim Holmgaard.

Der gik således mere end halvanden times ventetid, men så snart mekanikerne fra Team Caramba havde fået fat i støddæmper- og fjederbenet, fik de det monteret på BMW'en, og inden længe var Kim Holmgaard sendt på banen.

- Jeg kørte i godt fem kvarter, og selv om racerbilen ikke var helt optimal, så lykkedes det mig konstant at forbedre mine omgangstider og nå det personlige mål for en omgangstid, som jeg havde sat mig for weekenden.

Siden overlod Kim Holmgaard bilen til Michael Outzen, som kunne køre den i mål, men med det lange pitstop var teamet reelt udenfor enhver mulighed for placering.

Næste gang Kim Holmgaard og Team Caramba skal i aktion er i midten af august, hvor fjerde afdeling af Danish Endurance Championship køres på FDM Jyllandsringen.

Flere nyheder fra TV2 Nord