TV2 Nord

Advarer mod retssager

Lad være med at gå efter de ansatte. Ansvaret for udsatte børn er ledelsens, siger Socialrådgiverforeningen, der mener at det er kommunaldirektører og borgmestre der er øverst ansvarlige, eksempelvis i Serritslev-sagen.

Formand for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post advarer statsadvokaten i Nord- og Østjylland mod at indlede en eventuel retssag mod de sagsbehandlere i Brønderslev og Lolland Kommuner, der har beskæftiget sig med de 10 børn i Serritslevsagen.

- Vælger man at gå efter de ansatte i kommunerne, risikerer vi, at ingen tør røre de her sager. Vi har allerede hørt om en socialrådgiver i Brønderslev, som får trusler på livet, siger Bettina Post.

Hun siger, at det ikke er socialrådgiverne, men kommunaldirektører og borgmestre, der er øverst ansvarlige for kommunernes indsats over for truede børnefamilier.

- Socialrådgiverne er underlagt de beslutninger, som den øverste ledelse i kommunerne træffer, for eksempel hvor mange sager hver enkelt socialrådgiver skal sidde med, og hvor mange penge der bruges på anbringelser, siger Bettina Post.

Hun siger, at det er naturligt, at mange i øjeblikket er følelsesmæssigt påvirket af sagen, efter at begge forældre i denne uge blev kendt skyldige i næsten alle anklagepunkter om blandt andet omsorgssvigt og misbrug ved retten i Hjørring

- Når man kigger bagud i sagen, kan det forekomme enkelt, at der skulle være grebet ind tidligere, og vi må alle spørge os selv, om vi ikke kan gøre det bedre, siger Bettina Post.

- Men samtidig huske, at de her sager er yderst vanskelige, især hvis forældrene ikke ønsker at samarbejde, siger hun.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord