Advarsel: To mænd truer børn til at køre med

Der advares på Facebook om en sort BMW med to unge mænd, der kører rundt i Hirtshals og forsøger at få børn til at stige ind i bilen.

TV2/Nord har været i kontakt med faderen til en 10-årig dreng, der forleden blev stoppet af to unge mænd i en sort bil.

- De spurgte ham, om han ikke ville med og så kunne de spise kage. Da han nægtede, prøvede de at få min dreng til at sætte sig ind i bilen, og truede ham med vold. Han tog benene på nakken og løb væk. De fulgte efter ham, men opgav heldigvis at gøre yderligere, fortællere faderen, der ikke ønsker at stå frem med navn.

Ifølge Skipperposten.dk, en lokalavis i Hirtshals, så er en anden dreng også blevet jagtet af en sort BMW med tonede ruder, og en tredje skriver på Facebook:

- Jeg kan desværre orientere om, at der i Hirtshals by har været tre episoder med en sort BMW. Det drejer sig om to piger fra 7. klasse, der gik sammen og så to episoder med to forskellige drenge fra 4. klasse. Alle fra Hirtshals skole.

Flere forældre og bekymrede indbyggere har efterfølgende kommenteret opslaget på Facebook, mange af dem er nu også selv bekymrede, når børnene er uden for rækkevidde.

Sagen er blevet politianmeldt, men da mændene ikke er fundet, vil politiet gerne høre fra eventuelle vidner på telefon 1-1-4.


Seneste nyt

fra Nordjylland