Afskedsvideo: Dronninglund Efterskole sagde farvel med YouTube-stjerner

For tredje år i træk har Dronninglund Efterskole lavet en afskedsvideo til sine elever - denne gang med hjælp fra drengene bag "Ikke mere mælk".

Det er efterhånden blevet en fast tradition, at personalet på Dronninglund Efterskole laver en musikvideo sidst på året som en afskedshilsen til sine elever.

Tonen har indtil nu været kærligt drillende i de sange, forstander Hans Bilde Jacobsen og hans medarbejdere har skruet sammen. Og afskeden til 2017/2018-elevholdet var ingen undtagelse. Her havde efterskolen hentet kraftig inspiration og fornem opbakning fra Youtube-stjernerne Mika og Tobias, der sidste år lavede landeplagen "Ikke mere mælk". 

Idéen til lige netop dét nummer kom fra forstander forstander Hans Bilde Jacobsen, som henvendte sig til musiklæreren på skolen, Joachim Hejslet, om det kunne lade sig gøre. Hvad han ikke vidste var, at musiklæreren blot ugen forinden havde haft besøg af føromtalte Tobias i sit studie, og derfor havde mulighed for at vende det med sangens egne bagmænd.

De gav skolen lov til at lege med sangen og ville også gerne medvirke i den nye musikvideo. Og så kunne arbejdet ellers gå i gang.

- Vi fortsætter lidt endnu

Forstanderen fik hurtigt skrevet en tekst til sangen om året, der var gået, og både lærere og elever blev udsat for en velment omgang røg. Filmen blev i al hemmelighed optaget over skoleårets sidste to uger og vist på storskærm for eleverne den sidste aften.

Den blev modtaget af eleverne med en eksplosiv jubel - særligt da Tobias og Mika iført t-shirts og kasket med efterskolens logo dukkede op lige før andet omkvæd med linjen ”Hva’ ska’ i dog blive til?”. Og da Aage, som er lærer på skolen, dukkede op i bar overkrop og i sit efterhånden famøse, lyserøde tylskørte fra tidligere år var oplevelsen fuldendt.

For forstanderen er musikvideoen et projekt, som hele personalegruppen både køkkenpersonalet, pedel, sekretariatet og lærere, nyder at lave, og han håber, at traditionen vil fortsætte mange år endnu.

- Da vi startede med at lave afslutningsvideoen for to år siden, var det en idé, som Joachim Hejslet og jeg gik og puslede med, og det endte med, at alle de ansatte var med. Vi var mange, der derefter var enige om, at det var en god afskedshilsen til eleverne. De synes, det er sjovt og hyggeligt, at vi gider at klæde os ud og fjolle rundt. Vi har nu lavet tre videoer, og vi har hvert år haft det rigtig sjovt med det, så jeg kunne godt forestille mig, at vi kunne finde på at fortsætte lidt endnu, siger forstander Hans Bilde Jacobsen.

Musikvideoen blev lagt på Facebook lørdag morgen, og har indtil videre høstet mere end 200 likes og 100 delinger.  Du kan se den her:

 


Seneste nyt

fra Nordjylland