Aller Media opkøber Nilles Rejser

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Det nordjyske rejseselskab Nilles Rejser er blevet opkøbt af Aller Media A/S. Nilles Rejser skal være med til at styrke Aller Leisures position i Jylland.

Aller Media A/S har overtaget majoriteten af aktier i rejseselskabet Nilles Rejser, som er et nordjysk familiedrevet rejseselskab. Opkøbet af Nilles Rejser skal bidrage til Aller Leisures ambition om at blive 50 +-segmentets førende valg, når det gælder udbyder af rejseoplevelser. Derudover vil Aller Leisures position i Jylland også blive styrket.

- Nilles Rejser passer rigtig godt ind i vores portefølje af rejseselskaber, og der er især et godt match mellem Nilles Rejser og Kulturrejser Europa. De supplerer hinanden godt både geografisk og på produktsiden, og der vil være et væsentligt synergipotentiale fremadrettet, siger Rikki Sølling, direktør for Aller Leisure.

Opkøbet kommer ikke til at føre til organisatoriske ændringer hos Nilles Rejser eller Aller Media A/S. Nilles Rejser kommer til at fortsætte som et selvstændigt selskab i Aller Media A/S.

- Aller Media er en spændende virksomhed, der i disse år gennemgår en stor udvikling, og vi er meget glade for, at vi får lov til at være med på rejsen. Med Aller som hovedaktionær kan vi nu videreudvikle vores stærke koncept og ikke mindst nå ud til et langt bredere publikum med vores rejser, hvor kvalitet og tryghed er i fokus, udtaler Lars Bock, administrerende direktør i Nilles Rejser.

Nilles Rejser har 67 års erfaring, og har i dag rejser til 140 rejsemål i 38 lande.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord