TV2 Nord

Andreas er 18 år, autist og byrådskandidat

Foto: Michael Andersen

Andreas Bergman Lund Eriksen er 18 år, autist og byrådskandidat. Han håber at vinde en plads i byrådet i Aalborg og arbejde for et bedre samfund.

Når nordjyderne den 21. november skal til stemmeurnerne og beslutte, hvem der skal sidde i de 11 nye byråd og kommunalbestyrelser samt i det nye regionsråd, vil Andreas Bergman Lund Eriksen være blandt de alleryngste, der kan sættes kryds ved. Andreas Bergman Lund Eriksen er nemlig kun lige fyldt 18 år, og vil således førsøge at blive valgt til byrådet i Aalborg Kommune samt til Regionsrådet samtidig med han sætter sit eget første kryds.

Han stiller op for Social Fælles Liste, der har den tidligere rådmand Anne Dorte Krog som spidskandidat, og vil blandt andet arbejde for at en tredje limfjordsforbindelse ikke skal gå over Egholm.

- Det er en ond, modbydelig ting, at folk vil ødelægge øen. Vi har kun en planet, og den skal vi passe på. Mere er der vist ikke at sige om det, lyder det fra Andreas Bergman Lund Eriksen, der bakker klart op om Social Fælles Listes grønne profil.

- Jeg finder livet og naturen fascinerende. Jeg synes, det er vidunderlige ting, og jeg synes, det er en ting, der bør beskyttes, siger Andreas Bergman Lund Eriksen.

Fra infantil autist til byrådskandidat

Udover Andreas' unge alder, er der noget andet, der får ham til at skille sig ud i feltet af politikere, der kandiderer til de nordjyske byråd: Andreas er diagnosticeret som infantil autist.

Vi har kun en planet, og den skal vi passe på. Mere er der vist ikke at sige om det.

Andreas Bergman Lund Eriksen

Det betyder, at Andreas kan have svært ved at udtrykke sig og begå sig socialt, og han går på grund af sin diagnose til dagligt på en specialskole for autister.

Som han står og fortæller hvad han vil kæmpe for, hvis han skulle blive valgt ind i byrådet kan det dog være svært at opdage hans handicap. Han er nemlig langt mere udadvendt og sprudlende blandt andre mennesker, end mange andre med samme lidelse.

Han bor hos sine forældre, men klarer i hverdagen de fleste ting selv. Da TV2 Nord møder ham, venter en tur til frisøren, og den klarer den unge politiker helt på egen hånd.

Sådan har det dog langtfra altid været. Indtil for godt tre år siden befandt Andreas Berman Lund Eriksen sig bedst foran sin computer med et par hørebøffer på, men da han fik ansvaret for at lufte sine søstres hund, gik en udvikling igang, der ændrede ham som person.

På Facebook skriver Josefine Passer, der er Andreas' bonusmor: "Den lille dansk/svenske gårdhund åbnede en verden for min bonussøn og blev vejen mod frihed og luft under vingerne. Turene blev længere, jo mere tryg han følte sig og de var begge befriende glade."

Selv har Andreas svært ved at sætte ord på, hvad der skete med ham, og hvad det betød for ham at gå ture med sin søsters hund.

- Det er så stort, at det ikke kan beskrives med ord. Jeg tog kvantespring.

At Andreas har en anden baggrund, har nogle særlige forudsætninger og stadig har lyst til at være med i politik, det synes vi er rigtig stærkt

Anne Dorte Krog, spidskandidat, Social Fælles Liste i Aalborg

- Befolkningen er forskellig, så det skal byrådet også være

Andreas nyder stadig at sidde ved sin computer og spille Minecraft, men nu skal han også bruge PC'en til at læse op på de politiske programmer og arbejde med det nye hverv som byrådskandidat, hvor han har stor opbakning fra kollegerne.

- At Andreas har en anden baggrund, har nogle særlige forudsætninger og stadig har lyst til at være med i politik, det synes vi er rigtig stærkt, lyder det fra Anne Dorte Krog, der altså er listens spidskandidat.

Andreas selv ser heller ikke sin diagnose som hæmmende for en politisk karriere.

- Hvorfor skulle vi ikke kunne være i politik? Hvorfor skal en diagnose holde os tilbage fra at følge vores drøm, lyder det spørgende fra Andreas Bergman Lund Eriksen.

Du kan høre Andreas fortælle om sine politiske standpunkter herunder. Du kan også møde den unge kandidat i Nordliv mandag, hvor han optræder i et længere indslag. 

00:42 Luk video

 

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord