Anny Winther genopstiller ikke

Rebild Kommune skal lede efter en ny borgmester til næste kommunalvalg. Anny Winther har nemlig besluttet, at hun ikke ønsker at fortsætte.

Borgmester i Rebild Kommune Anny Winther (V) genopstiller ikke som sit partis borgmesterkandidat, når der skal være kommunalvalg næste år.

Anny Winther blev valgt som borgmester i, hvad der dengang hed, Støvring Kommune i 1998, og efter dannelsen af Rebild Kommune i 2007 blev hun siddende i borgmesterstolen.

Ved kommunalvalget i 2009, tabte Venstre magten til Socialdemokratiet, men efter en dramatisk konstituering endte Anny Winther alligevel med at fortsætte som borgmester.

Anny Winther har været under stærk kritik i forbindelse med den såkaldte Rebildsag, hvor en 56-årig mand fra Rebild Kommune er dømt for at misbruge ni børn.

Anny Winther fortsætter som borgmester resten af valgperioden.

Hun er også formand for KL's social- og sundhedsudvalg.


Seneste nyt

fra Nordjylland