Ansatte genkendte røver

Kwik Spar i Skagen blev lørdag aften udsat for røveri. Få timer senere var røveren fanget.

Kort efter klokken 20.00 lørdag aften blev Kwik Spar i Skagen udsat for røveri. En mand truede sig til kontanter med sin hånd skjult i en plasticpose, så personalet ikke vidste, om han havde et våben. Efterfølgende stak manden af til fods.

Da røveren havde forladt forretningen, blev politiet tilkaldt. Personalet havde en fornemmelse af, at de havde set manden før, og man begyndte derfor at se overvågningsvideo igennem sammen med politiet.

Betjentene på stedet var lokalt kendte, og de fik hurtigt en formodning om, hvem der kunne stå bag røveriet.

To timer senere mødte de op på den formodede gerningsmand bopæl. Manden erkendte røveriet og kunne fremvise pengebeløbet.

Fordi manden både erkendte røveriet og gav udbyttet til politiet, bliver han sigtet men ikke fremstillet i grundlovsforhør. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland