Ansatte siger nej til sparekatalog i Aalborg Kommune

03:49

Samtlige grupper af offentlige ansatte i Aalborg Kommune siger nu nej til at medvirke til at lave sparekataloger for de næste tre års budgetter.

Besparelser for 130 millioner kroner om året. Sådan lyder forslagene fra Aalborg Kommune til budgetterne for 2019-2022 for at få indtægterne til at hænge ud med de kommende udgifter.

Men den løsning vil ingen af de offentligt ansatte i kommunen være med til. Samtlige grupper af ansatte har derfor nu sagt nej til at medvirke til at lave sparekataloget. 

Læs også Skatteankestyrelsens nye afdeling i Aalborg er officielt åbnet

En af dem er Ulla Carlsen, som er tillidsrepræsentant for Aalborg Kommunes 230 ansatte i Entreprenørenheden. Hun frygter, at byrådets sparekrav vil ramme hendes kollegaer. De ansatte har tidligere medvirket til at udarbejde sparekataloger, men nu er det slut.

- Jeg vil ikke pege på nogen af mine egne kolleger, men jeg vil heller ikke pege på nogen af FOA eller HK's medlemmer, for det er også vores kolleger. Det er vi faktisk rørende enige om på tværs af medarbejdersiden,  siger Ulla Carlsen.

To kasketter til byrådsmedlem

De ansatte i Aalborg Kommune har tidligere medvirket til at lave sparekataloger, men det efterlod dem med følelsen af at være taget som gidsel af politikerne - og det vil de ikke risikere igen. Susanne Thorsø, der er fællestillidsrepræsentant for HK’erne i Aalborg Kommune siger:

- Vi vil gerne sende det signal, at nok er nok. Det er meget hårdt for vores kolleger at skulle stå i et sparekatalog i måske et halvt år, hvor deres fremtid er usikker. Vi har følt, at nogle politikere fremstillede det, som om vi tillidsrepræsentanter sagde god for besparelserne, og det vil vi gerne understrege, at det må være politikernes ansvar. 

Læs også Lang biljagt endte med uheld: Stædig bilist trak politiet rundt i Aalborg

For det socialdemokratiske byrådsmedlem Lene Krabbe Dahl fra Socialdemokraterne er sagen en personlig prøve. Hun arbejder nemlig til daglig i 3F, hvor hun er næstformand i den Offentlige Gruppe.

- Jeg er nødt til at tage min opgave som byrådspolitiker som en voksen og se, om jeg kan være med til at finde nogle besparelser, som fagbevægelsen kan leve med, hvis vi skal spare. Men det er klart, at hvis det går ud over vores medlemmer i 3F,  kan jeg blive tvunget til at sige nej, fordi deres ve og vel står først på min liste, siger Lene Krabbe Dahl.

Modstand gør indtryk på borgmester

Aalborg Kommune lægger op til, at der i budgetterne for 2019-2022 skal leveres spareforslag for 130 millioner kroner årligt, og ifølge borgmester Thomas Kastrup Larsen (S) er der brug for pengene.

Vi håber selvfølgelig, at politikerne på Christiansborg vælger en reform, der vil give balance på bundlinjen eller flere penge til os, men vi bliver nødt til at forberede os på andre scenarier også

Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune

- Det gør selvfølgelig indtryk på mig, at vores ansatte ikke vil være med til at finde pengene, men jeg er også meget bevidst om, at der ligger en opgave foran os i forhold til budgetterne. Og der er nogle ting, der presser os som kommune, siger Thomas Kastrup Larsen.

- Vi bliver jo 1000 flere borger over 65 år hvert år - det koster flere penge for kommunen. Vi kan se, at der har været stigende udgifter på handicapområdet, og at der bliver født flere børn. Og de her ting gør samlet set, at vi er nødt til at finde nogle penge, som vi kan omprioritere til de opgaver, der kommer, siger borgmesteren.

Og den opgave bliver ikke lettere at løfte for kommunen med den udligningsreform, der er på vej. Uanset hvilken model, politikerne på Christiansborg ender med at vælge, vil Aalborg Kommune miste penge. 

- Det betyder, at vi er nødt til at forberede os på den situation, der kan komme. Vi håber selvfølgelig, at politikerne på Christiansborg vælger en reform, der vil give balance på bundlinjen eller flere penge til os, men vi bliver nødt til at forberede os på andre scenarier også, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Du kan se hele interviewet med borgmesteren i toppen af artiklen. 

02:29

De ansatte i Aalborg Kommune vil ikke medvirke til at pege på besparelser, som byrådet lægger op til.

Luk video

 

Forsiden lige nu