Ansøgerrekord i Nordjylland

Der er igen flere, der har lyst til at gå på universitetet i Aalborg. Foto: Nick Clark (arkiv)

Både Aalborg Universitet og UCN slår rekord i antallet af kvote 2-ansøgere. Igen.

Der var ansøgningsfrist for kvote 2 den 15. marts. Og der var igen igen flere ansøgere end tidligere. Krisen giver nemlig flere lyst til at vælge en mere sikker sti - mere uddannelse.

I Nordjylland er der især en større lyst til at uddanne sig. Det viser tal fra Uddannelsesministeriet, der netop har offentliggjort den seneste statistik. På landsplan er der 2 procent flere ansøgere, mens der i Nordjylland er henholdsvis 11 og 8 procent flere på de to største uddannelsessteder.

Aalborg Universitet har en stigning på hele 11 procent flere ansøgere via kvote 2 end sidste år. Det svarer til 123 flere uddannelsesivrige personer. I alt har 1.213 søgt ind på Aalborg Universitet via kvote 2. Det er næsten en tredobling siden 2009.

På University College Nordjylland er der 141 flere, der vil ind i år i forhold til 2011. Det svarer til en stigning på 8 procent. I alt har 1.833 personer søgt ind til optagelse via kvote 2. Det er over dobbelt så mange som i 2009.

Kvote 2 har ikke så mange ansøgere som kvote 1, men det viser umiddelbart et billede om, at flere vil i gang med at uddanne sig efter sommerferien.

På landsplan kom der cirka 700 flere ansøgere end 2011. I alt en stigning på 2 procent. Det giver en ny rekord i forhold til antal ansøgninger. Siden krisen for alvor trådte i kraft i 2007 har væksten i 15. marts-ansøgninger været på 40 procent.

Flere nyheder fra TV2 Nord