Årets Ejerleder 2013 i Nordjylland

Foto: Ib William Christensen

Vi nærmer os kåringen af Årets Ejerleder 2013 i Nordjylland, som er prisen til de modigste talenter med egen virksomhed. Tre nordjyske virksomheder er med i kapløbet om at vinde den ærefulde pris, som uddeles for 10. gang.

- Det er med stor glæde, at vi kan offentliggøre de nominerede i konkurrencen om at blive Årets Ejerleder 2013 i Nordjylland. De nominerede har hver især formået at skabe vækst i en tid, hvor mange virksomheder fortsat er mærket af krisen. De er innovative og tør skabe forandringer, og det skal de hyldes for, fortæller Marianne Fog Jørgensen, partner i PwC i Aalborg.

De startede med at være 3.000 virksomheder fra hele landet, 100 virksomheder slap gennem nåleøjet om at komme med i konkurrencen, og nu er de nominerede til at vinde Årets Ejerleder 2013 i Nordjylland fundet:

Bellevue A/S i Aalborg

Henning Winum Bruun står i spidsen for Bellevue, der sælger Bellevue Box med oplevelser som fx hotelophold og middage. Idéen til konceptet opstod, da han for 10 år siden som forpagter af hotel Bellevue i Blokhus savnede gæster uden for højsæsonen. I dag er Bellevue Box et kendt koncept, der ikke kun sælger hotelophold, men mange typer af oplevelser. En del af opskriften på Hennings succes er at turde uddelegere ansvar og ejerskab til medarbejderne.

Stadsing A/S i Nørresundby

Siden 15 års alderen har ejerleder Karsten Stadsing drømt om at træde i sin fars fodspor og overtage Stadsing A/S, der har alt i rengøringsmidler- og maskiner. Som 28-årig gik drømmen i opfyldelse, og han overtog virksomheden sammen med sin bror, Henrik Stadsing. I dag, 10 år senere, leder Karsten en innovativ vækstvirksomhed med ambitioner om yderligere vækst og flere ansatte i de kommende år.

Vendelbo Spedition A/S i Hjørring

Jesper Bundgaard Madsen er ejerleder i Vendelbo Spedition, som han har overtaget fra sin far. Krisen har lært ham at fokusere og værdien af at specialisere sig. Opskriften på en succesfuld leder er ifølge Jesper Bundgaard Madsen en tæt kontakt til medarbejdere og nærmiljø. Og så har han et stabilt bagland på hjemmefronten, der bakker ham op.

- Ejerlederne er en stærk rygrad i dansk økonomi, og derfor er det vigtigt at sætte fokus på, hvordan de dygtigste klarer sig. Nykredit er med i Årets Ejerleder, fordi vi mener, det er vigtigt med gode eksempler til at inspirere andre ejerledede virksomheder, siger områdedirektør Henrik Lybæk fra Nykredit i Aalborg og fortsætter:

- De bedste er ofte dem, som inddrager professionel kompetence i bestyrelsen, arbejder målrettet med strategi og er åbne for nye initiativer. Det er områder, vi som bank lægger stor vægt på, når ejerlederne kommer til os for at tale finansiering og vækst.

Den endelige vinder i Nordjylland offentliggøres den 29. oktober 2013. Kåringen finder sted hos Nykredit, John F. Kennedys Plads, 9100 Aalborg kl. 15.30-18.15.