Armbånd på psykisk syge

 Armbånd på psykisk syge

Ny ordning skal øge sikkerheden - men patienterne føler sig stemplet

Psykiatriske patienter skal fra på onsdag have plasticarmbånd på - ligesom patienterne i resten af det nordjyske sundhedsvæsen. Beslutningen er truffet af ledelsen i Psykiatrien i Region Nordjylland. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Chefsygeplejerske Helle Jørgensen henviser til en generel anbefaling fra Sundhedsstyrelsen om, at patienter skal kunne identificeres.

- Den har vi valgt at følge, fordi vi har patienter, der er så syge, at de ikke kan svare for sig og fortælle, hvem de er, siger Helle Jørgensen.

Men patienterne og deres foreninger er langt fra begejstrede.

- Det er fuldstændigt urimeligt. De kan jo bare spørge folk, hvad de hedder. Det handler også om tillid. Jeg ville heller ikke bryde mig om at skulle gå ud i byen med sådan et plasticarmbånd, siger konsulent Karl Bach fra patientforeningen LAP til avisen.

Helle Jørgensen lægger vægt på, at psykiatrien meget gerne ser, at patienten tager armbåndet på, men at ordningen i sidste ende er frivillig. Den tror landsformanden for foreningen SIND dog ikke på.

- Tør patienten - i den følsomme situation vedkommende står i der - sige nej, spørger Finn Graa Jakobsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland