Augustinussen vendt hjem

01:51

De store smil var fundet frem, da AaB langt om længe kunne præsentere Thomas Augustinussen som en del af truppen. Foto: Bruno Stagsted

1 af 2

Nu er det sikkert og vist; Thomas Augustinussen trækker igen i AaB trøjen.

Det har været en lang og sej proces, men nu er det endeligt slået fast; Thomas Augustinussen vender tilbage til AaB.

- Jeg er rigtig, rigtig glad. Jeg sad nærmest med armene oppe over hovedet hele vejen hjem i går fra Salzburg. Det har været en lidt lang sej kamp, for at det skulle lykkes, siger Thomas Augustinussen til TV2/Nord.

Augustinussen forlod AaB til fordel for østriske Red Bull Salzburgt tilbage i 2009. Inden da nåede han at spille 283 officielle kampe og score 36 mål for AaB - og nu er han altså tilbage på en treårig kontrakt.

- Der er dage som sportsdirektør, som er bedre end andre, og det er i dag, det er en af de rigtig gode dage. Vi får en god spiller tilbage, som vi kender ud og ind. Det vi har brug for nu, med den situation vi har, det er, at der er nogen, der virkelig har hjertet med i den overlevelses kamp, som vi skal i gang med, siger sportsdirektør Lynge Jakobsen.

Thomas Augustinussen vender tilbage til en klub, der har indtaget sidstepladsen i superligaen, men midtbanespilleren er optimist.

- Jeg ville ikke gøre det her, hvis jeg ikke troede på holdet. Jeg synes vi har en god trup her, så nu handler det om, at vi alle sammen skal stå sammen, og så skal vi nok få det her til at lykkes.

Sportschef Lynge Jakobsen pointerer, at der skal mere end Augustinussen til at redde AaB fra nedrykning.

- Det ville være urimeligt at begynde og lægge det pres på Augu, men det er rimeligt at sige, at han, sammen med de andre der kommer ind, er en meget vigtig brik, siger han til TV2/Nord.

AaB sikrede sig lørdag den brasilianske offensiv Kayke Moreno. Transfervinduet lukker mandag aften, sportsdirektør Lynge Jakobsen vil endnu ikke løfte sløret for, om der kommer yderligere forstærkninger til truppen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord