Banedanmark skal forklare broskandalen

Torsdag eftermiddag gjorde transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) det klart, at hun er enig i kritikken af forløbet med reparationen af jernbanebroen.

- Nej, jeg synes heller ikke, at der er tale om et godt stykke arbejde.

Så tydeligt formulerede transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) sig, da hun i dag i et samråd i folketinget skulle forsvare, at det tog over et år at reparere jernbanebroen over Limfjorden.

Broen blev påsejlet af en finsk coaster den 28. marts 2012 - og først 13 måneder senere kunne nordjyderne igen benytte broen.

Karsten Lauritzen (Venstre) havde kaldt ministeren i samråd for at få en forklaring på det, han kalder et rent projektkaos. Blandt andet fremlagde han under samrådet partikollegaen Preben Bang Henriksens dokumenter, der viser, at polske svejsere havde foretaget svejsningen ud fra nogle tegninger.

- Det er skræmmende, hvis man har siddet og svejst efter fine håndtegninger, sagde transportministeren.

Hun lovede på samrådet, at hun nu vil tage sagen og hele forløbet op med Banedanmark.

- Det er kritisabelt, at man overhører en advarsel. De får jo et wake-up call i august 2012, sagde Pia Olsen Dyhr på samrådet.


Seneste nyt

fra Nordjylland