Barnets Blå Hus får Hele Nordjyllands Håndsrækning

Barnets Blå Hus i Vesthimmerland modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2019. Arkivfoto Foto: Martin Bækhøj

Efter fire dage med en særdeles tæt afstemning er det nu afgjort, at Barnets Blå Hus i Vesthimmerland modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2019.

Siden AaB i februar 2015 præsenterede Hele Nordjyllands Håndsrækning har AaB via denne doneret en krone pr. fremmødt tilskuer til klubbens 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park.

Siden sommeren 2017 har Spar Nord Fonden givet opbakning til Hele Nordjyllands Håndsrækning – ligeledes med en krone pr. tilskuer.

Pengene bliver halvårligt doneret ubeskåret til et godt formål i Region Nordjylland, og i alt er der siden foråret 2015 doneret mere end 600.000 kroner til velgørende nordjyske formål.

Hjælp til børn i misbrugsfamilier

I Barnets Blå Hus hjælper man børn, hvis forældre har problemer med stof- og alkoholmisbrug. Hjælpen består i at styrke børnenes modstandsdygtighed og evne til at tage vare på sig selv i den problematiske situation, de typisk befinder sig i.

Den primære indsats er rettet mod børnene, men indsatser, hvor forældrene er involveret, er en integreret del af huset og tilbuddet.

Husets frivillige medarbejdere har til opgave at tilbyde en række sociale aktiviteter, herunder sociale samværsaktiviteter, fællesspisninger og udflugter, hvor børn og forældre har mulighed for at opleve og gøre erfaringer med nye samværsformer.

Ole Smed, daglig leder af Barnets Blå Hus i Vesthimmerland, var ikke overraskende meget glad for donationen.

-  Vi ser frem til en masse gode oplevelser i efteråret med AaB og håber, at vi med håndsrækningen kan hjælpe endnu flere børn, hvis forældre har haft et misbrug af alkohol eller stoffer, siger han.

- Det er altid spændende med en ny modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning, og det glæder os, at vi igen kommer ud og støtter et velgørende tiltag i regionen, hvor vi forhåbentlig kan være med til at gøre en positiv forskel. Vi ser derfor frem til et godt og spændende samarbejde med Barnets Blå Hus i Vesthimmerland, som vi naturligvis håber får et stort støttebeløb i hånden, når efteråret er omme, fortæller adm. direktør i AaB, Thomas Bælum.

Det samlede beløb for efterårets 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park vil blive doneret umiddelbart efter sidste hjemmekamp i efteråret 2019 eller i forbindelse med første hjemmekamp i foråret 2020.

Tre finalister til Hele Nordjyllands Håndsrækning

Der var tre finalister tilbage i opløbet om at løbe med titlen og pengene til Hele Nordjyllands Håndsrækning. Det hele blev afgjort ved afstemning, og det lå meget tæt til det sidste.

 

* Barnets Blå Hus i Vesthimmerland fik  37,7 pct. af stemmerne

* Børns Voksenvenner fulgt tæt efter med 32,34 pct. af stemmerne

* Og Råt & Godt – et værksted i udvikling fik 29,90 pct. af stemmerne.

02:56

Er far fuld når jeg kommer hjem fra skole i dag og hvad for et humør er han i øvrigt i. Den slags bekymringer tumler børn af alkoholikere alt for ofte alene med. I Barnets Blå Hus i Aalborg kan børn af misbrugere få hjælp til at tackle hverdagen. Men der er alt for få børn, der finder vej til huset, blandt andet fordi skoler og børnehaver ikke er gode nok til at bruge tilbudet, lyder det fra lederen.

Luk video

Forsiden lige nu