BBR-rod: Du betaler måske for meget i ejendomsværdiskat

03:24

Foto: Henriette Maj Pedersen

1 af 2

Måske betaler du for meget i ejendomsværdiskat. Skatten bliver beregnet på baggrund af oplysningerne i det såkaldte BBR-register, men som TV2 Nord i de seneste dage har vist, er der ingen garanti for at oplysningerne i BBR er korrekte.

Maria og Michael Nielsen købte for to år siden hus i Skalborg. I papirerne står der, at huset er 113 kvadratmeter stort, men i virkeligheden er det kun 90 kvadratmeter. Der er altså forkerte oplysninger i det såkaldte BBR-register, og det er et problem.

- Der kan gå mange år, hvor man har en ejendom med forkert arealberegning. Det kan have reguleringer i forhold til ens ejendomsskatter og vurderinger af huset, siger Kim Søgaard, fuldmægtig i Aalborg Kommune.

Det er ejeren af en bolig, der er ansvarlig for, at oplysningerne i BBR-registret er korrekte. Myndighederne bruger dog BBR-oplysningerne til blandt at beregne, hvor meget en boligejer skal betale i ejendomsværdiskat, og derfor er det problematisk, hvis det, der står i papirerne, ikke stemmer overens med virkeligheden.

- Det er primært over for ejeren selv, at det er alvorligt. De kan komme til at betale eventuelt højere skatter, end de burde i forhold til ejendommens værdi, siger Kim Søgaard.

Boligejere og ejendomsmæglere har i de seneste dage kritiseret, at man ikke kan stole på BBR-oplysningerne. Aalborg Kommune erkender, at det er et problem, hvis der er fejl i BBR, men kommunen mener ikke, at den kan kontrollere om alle oplysninger passer.

- Et eller andet sted, så kan en ejendom egentlig eksistere i hele sit liv med fejlbehæftede BBR-oplysninger, siger Kim Søgaard.

Kommunen tjekker i de fleste tilfælde først BBR-oplysningerne, når den bliver bekendt med, at der er fejl. Dermed kan boligejere snyde med ejendomsværdiskatten ved at opgive et boligareal, der er mindre end det reelle areal.

Hvis man bliver opdaget i bevidst at snyde med BBR-oplysningerne, kan man blive idømt en bøde på 5.000 kroner.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord