Bil kørte i havn: Dykkere har indstillet eftersøgningen

Foto: Per Frank Paulsen

Foto: Per Frank Paulsen

1 af 2

En ældre mand er reddet op af havnebassinet i Hirtshals. Hans tilstand er kritisk.

Lørdag morgen klokken 9.12 er en bil kørt i havnebassinet i Hirtshals. En ældre mand er reddet op af det kolde vand, og vedkommende er nu ved at blive behandlet Aalborg Universitetshospital. Han er ikke ved bevidsthed, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck, til TV2 Nord.

- Vi er næsten 100 procent sikre på, at vi ved, hvem manden er, men han er ikke endeligt identificeret af familiemedlemmer endnu, så derfor kan vi ikke sige noget om hans alder, eller hvor han er fra, siger Henrik Beck.

Dykkerne, der siden ulykken har undersøgt bunden af havnebassinet for eventuelle passagerer, der kunne være gået ned med bilen, har nu indstillet deres søgen.

- Vi har ikke vidst, om der var flere passagerer med i bilen, og derfor har vi brugt nogle timer på at lede. Men der er ikke noget, der tyder på, at der var andre end manden i bilen, og derfor har vi indstillet eftersøgningen, siger Henrik Beck.

Strømmen førte bil væk

Det tog Nordjyllands Politi lidt tid lørdag formiddag overhovedet at finde frem til bilen i havnebassinet.

- Det er først nu, man har fundet bilen, for på grund af strømmen, så ligger den ikke der, hvor den synker, og der er gået noget tid, før man har fundet den, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Henrik Beck. 

Nordjyllands Politi fik anmeldelsen klokken 09:12, efter en passager på en færge, der var på vej ud af havnen, havde set, at bilen kørte ud over en såkaldt nødrampe. 

00:57 Luk video

Flere nyheder fra TV2 Nord