Blodprøver sendes gennem vandrørene

Sygehus Vendsyssel tager nyt rørpostsystem til blodprøver i brug i Akutmodtagelsen.

Det betyder, at lægen og patienten hurtigere kan få svar fra laboratoriet, og dermed kan den rette behandling hurtigere sættes i værk.

Man regner med, at 70 pct. af de kliniske beslutninger, der tages på et moderne sygehus baseres på blodprøvesvar. Nogle er akutte og kræver hurtigt svar.

- Vi er blevet vældigt dygtige til at lave analyserne hurtigt og effektivt ved hjælp af moderne analyserobotter. Men selvom procestider er kommet helt i bund, har det fortsat været et stort problem at få blodprøverne hurtigt frem til laboratoriet, siger ledende overlæge Peter Hindersson, Klinisk Biokemi.

Når personalet skal udnytte tiden effektivt, nytter det ikke, at de løber frem og tilbage mellem patient og laboratorium med hver enkelt prøve. Derfor samler man i dag ofte prøver fra 5-10 patienter, før de transporteres til laboratoriet, og det forsinker mange prøvesvar.

Men fredag den 28. juni tager Sygehus Vendsyssel et nyt system i brug, der eliminerer denne forsinkelse. Ad snørklede veje i kældre og etage adskillelser er der blevet monteret helt almindelige vandrør.

Blodprøver placeres i en "sendestation" og ved hjælp af et let overtryk suser prøven gennem vandrørene frem til laboratoriet, hvor de umiddelbart efter bliver analyseret. Transporttiden skæres derved ned til under ét minut.

Det betyder, at tidsforbruget kan nedsættes. Når lægen hurtigere får svar på analysen, kan patienten hurtigere komme i behandling og behandlingstiden kan nedsættes.

Foreløbig er der monteret rør mellem Akutmodtagelsen og laboratoriet, men systemet udvides senere til flere afsnit.


Seneste nyt

fra Nordjylland