Blomsterhandler anklager bedemænd for at vildlede mennesker i sorg

Blomsterhandler Mark Ovesen fra Hirtshals langer ud efter landets bedemænd.

Blomsterhandler Mark Ovesen fra Hirtshals er langt fra tilfreds med landets bedemænd. Blomsterhandleren mener, at bedemændene bevidst udnytter folk i sorg for at tjene flest mulige penge.

- En ting er, at de ikke vil give mig arbejde, men du skal ikke sige noget, der ikke er sandt om min forretning, siger blomsterhandler Mark Ovesen fra Hirtshals til TV2 Nord.

Mark Ovesen har besluttet sig for at fortælle, hvad han mener er sandheden om bedemandsbranchen forhold til blomsterhandlerne. I et Facebook-opslag, der lige nu bliver delt og liked i tusindtal, fortæller Mark Ovesen, hvordan han er begyndt at miste kunder, efter han ikke ville efterkomme en bedemands ønske om 20 procent rabat på blomster.

Desuden fortalte en kunde, at en bedemand havde fortalt, at Mark Ovesens blomsterbutik ikke lavede kistepynt, så man skulle vælge en anden.

- Jeg ødelægger ikke nogens forretning, så skal de heller ikke ødelægge min, påpeger Mark Ovesen.

Bedemænd vildleder og lyver

TV2 Nord har mandag talt med forskellige blomsterbutikker over hele landet. Alle fortæller den samme historie som Mark Ovesen. Historien om bedemænd, der dropper blomsterbutikker, der ikke vil give nok rabat og vildleder og lyver for kunder for at få dem til at bruge bestemte blomsterhandlere.

- Nu har vi fundet os i det i så mange år, at nu er det på tide, at hr. og fru Jensen også finder ud af, hvordan tingene nogle gange hænger sammen, fortæller Torben Møller, der til dagligt er blomsterhandler i Skærup tæt på Fredericia.

Det er langt fra første gang, at der kommer kritik af bedemændenes arbejdsmetoder. I starten af juli måtte Hejslet Begravelsesforretning fra Frederikshavn indrømme dokumentfalsk efter at have rettet i en regning fra en blomsterhandler til en kunde.

Søren Villadsen er bedemand i Hjørring. Han genkender ikke Mark Ovesens kritik.
Søren Villadsen er bedemand i Hjørring. Han genkender ikke Mark Ovesens kritik.
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen

Brodne kar i bedemandsbranchen

I Hjørring Kommune er der to store bedemandsforretninger. De fortæller begge, at de slet ikke kan genkende kritikken fra Mark Ovesen og blomsterbutikken i Hirtshals.

- Jeg har aldrig hørt det, og det er i hvert fald ikke kommet fra vores butik, pointerer souschef hos Baggesen Begravelsesforretning & Stenhuggeri Søren Villadsen over for TV2 Nord.

Baggesen fra Hjørring står årligt for 750 begravelser. Det er ifølge Danmarks Statistik 46 procent af alle døde i de tre nordjyske kommuner, Baggesen har kontorer i - Hjørring, Brønderslev og Jammerbugt.

Baggesen tager afstand fra de bedemænd, der ifølge Mark Ovesen presser kunderne til at bruge bestemte blomsterhandlere.

- Inden for vores branche er der også brodne kar. Vi har ikke hørt det sidste endnu, siger Søren Villadsen.

 
 
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen

Problemet bliver værre

Mark Ovesen har intet imod, at bedemændene tjener penge, men han synes, det skal foregå på en etisk måde. Som det er lige nu, går det ifølge blomsterhandleren fra Hirtshals kun ud over ham selv, og ikke mindst kunderne.

- Jeg har talt med mange kollegaer, der har oplevet det samme, og nu har jeg været i branchen i 25 år, og det har været et problem hele tiden, og det bliver det ved med at være, indtil vi gør noget ved det, siger Mark Ovesen.


Seneste nyt

fra Nordjylland