Boldsen trænede for fuld damp

 Boldsen trænede for fuld damp

For første gang siden det danske landshold i hererhåndbold blev samlet forud for EM, trænede Joachim Boldsen tirsdag med for fuld kraft.

Det store spørgsmålstegn i den danske EM-trup har været Joachim Boldsen. Playmakeren på landsholdet i herrehåndbold har tydeligvis været mærket af den lægskade, han pådrog sig i december i en kamp for sin klub AaB i Tele2 Ligaen. Under den netop overståede LK Cup kunne Boldsen blot deltage i ti minutter i de tre kampe, men nu melder forsvarskrumtappen om klar bedring.

- Det ser godt ud . Tirsdag trænede jeg fuldt med og på samme hold som de andre uden at kunne mærke noget,og det kan jeg heller ikke nu her efterfølgende. Det var super godt, og det lover jo bare positivt for de kommende dage, sagde Joachim Boldsen under tirsdagens store presseseance i Århus, hvor landsholdet er samlet til de afsluttende forberedelser inden næste uges EM.

Landstræner Ulrik Wilbek har krævet, at Boldsen deltager fuldt ud i mindst én af weekendens to kampe mod Tyskland, hvis playmakeren skal med til EM-turneringen i Norge.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland