Boliglån helt i bund

Foto: TV2/Nord

Det har aldrig været billigere. Danske boligejere har aldrig haft mulighed for at få så lavtforrentede lånemuligheder, som de har i dag, viser beregninger fra Spar Nord.

Et variabelt forrentede 30-årigt boliglån uden afdrag koster nu ned til 820 kroner per måned efter skat pr. lånte million. For et lån med fast rente ligger det månedlige afdrag på 2367 kroner efter skat.
At renten er helt i bund skyldes, at Danmark har status af såkaldt "super sikker havn" på de finansielle markeder. Derfor vil investorerne have fingrene i danske værdipapirer - og altså også danske realkreditlån.

- Gældskrisen i Sydeuropa har igennem længere tid gjort det ekstremt billigt at være boligejer i Danmark, men nu ser vi altså, at rekorderne bliver slået gang på gang, siger chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm i en analyse om de billige lån.

Hos Spar Nord lyder anbefalingen på, at boligejere som udgangspunkt vælger et fastforrentede 3,5 procents lån og dermed låser renten fast på det nuværende og historisk lave niveau.

- Men hvis du ikke vil af med rentetilpasningslånet så overvej i det mindste at kombinere fast og variabel rente. På den måde sikrer du dig mod rentestigninger for en del af sin gælds vedkommende, siger Martin Lundholm.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord