Brand i Hurup: Borgere skal søge indendøre

En brand i en spånsilo i Hurup i Thy udvikler kraftig røg. Borgere i nærheden skal holde sig væk fra røgfanen og gå indenfor.

En brand er opstået i en spånsilo ved Idealcombi på Nørre Allé 51 i Hurup. Brandvæsenet er til stede, og Midt- og Vestjyllands Politi er på vej til stedet. 

Branden udvikler kraftig røg, og borgere, der befinder sig i røgfanen, skal søge væk fra røgfanen og gå indendøre. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Opdateret klokken 16.24: 

Politiet oplyser til TV Midtvest, at branden lige nu er under kontrol. Den er aftagende, og røgen er mere klar, men man har stadig ikke et overblik over, hvor omfattende branden er.

- Vi skal finde ud af, om den har bredt sig til de rør, der transporterer spånerne ud i spånsiloen. Vi skal være sikre på, at der ikke er noget, der er røget den anden vej, siger Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Han oplyser, at der ikke er nogen tilskadekomne, men at nogle vinduer er sprunget. Man ved endnu ikke, hvordan branden er opstået.  


Seneste nyt

fra Nordjylland