Brand i nedlagt landbrug i Pandrup

Foto: Christell Iversen (Arkiv)

Hurtigt slukningsarbejde redder overetage på hus på Jensensvej.

Kraftig røgudvikling fra taget på et nedlagt landbrug, fik alarmklokkerne på vagtcentralen til at bimle klokken 11.46.

Meldingen lød på brand i hus, og redningsmandskab fra Jammerbugt Kommune kørte til stedet, hvor ruderne i huset var sorte af den kraftige rødudvikling.

- Der var heldigvis ingen hjemme i huset, og vi fik ret hurtigt bugt med flammerne, oplyser indsatsleder i Jammerbugt Kommune, Claus Hermansen.

Ni brandfolk fra beredskabet er lige nu i gang med efterslukningen. Der skete kun materiel skade.