Flere blomster i rabatterne: Bredt forlig på plads i Mariagerfjord Kommune

Sidste år skulle Borgmester Mogens Jespersen og byrådet finde 123 millioner kroner på kommunens budget, i år er der udsigt til overskud på driften. Foto: Mick Knive Anderson

Overskud på driften på 150 millioner kroner giver plads til forbedring og mere personale.

Alle byrådets partier og en løsgænger står bag næste års budget i Mariagerfjord Kommune.

Det har alt andet lige nok også været nemmere at blive enige i år end sidste år, hvor kommunen pludselig skulle spare 123 millioner kroner som et resultat af udligningen mellem kommunerne. I år var udgangspunktet for forhandlingerne en økonomisk udfordring på 19 millioner kroner.

Borgmester Mogens Jespersen er da også¨glad for, at traditionen for brede budgetforlig i fjordkommunen fortsætter.

- Det er flot, at byrådet tager et ansvar for kommunens budget. Det skaber tryghed for vores borgere og arbejdsro for vores ledere og medarbejdere, at der er enighed om kursen, siger Mogens Jespersen.

Læs også Skatten sættes op: Budgettet for 2020-2023 er vedtaget for Hjørring Kommune

Flere penge i udligning

I år har et fald i indbyggertallet betydet, at Mariagerfjord Kommune får omkring 20 millioner kroner ekstra i udligning i mellem kommunerne.

I dette års budgetlægning har politikerne lagt vægt på at styrke den borgernære velfærd, skabe stabilitet i kommunens budget og opretholde en økonomisk reserve til uforudsete udgifter.

Budgetforliget rummer både indskrænkninger og udvidelser på driften. Samlet set er der sket en reduktion af driftsbudgettet på 1,7 millioner kroner. 

Grøn profil

Budgettet har en grøn profil, og det bliver snart slut med brug af sprøjtegifte på offentlige arealer i Mariagerfjord Kommune. 

Desuden skal kommunen i forbindelse med indkøb tage særligt hensyn til miljø og klima.

Biodiversiteten får også et løft med flere blomster i rabatten mv.

Mere personale tæt på borgerne

Læs også Læsø på fallittens rand: - Vi nærmer os afgrunden, siger borgmester

Som led i budgettet er der afsat 2 millioner kroner til flere pædagoger i børnehaverne.

Der er også udsigt til mere personale i ældreplejen. Mariagerfjord Kommune vil nemlig hvert år ansætte yderligere 18 SOSU-elever. Det vil forventeligt afhjælpe fremtidige rekrutteringsproblemer på ældreområdet.

Budgetforliget rummer et overskud på driften på 150 mio. kr., der giver mulighed for at forny og vedligeholde kommunens fysiske rammer for produktion af velfærdsydelser og infrastruktur.

Anlægsbudgettet er på godt 100 millioner kroner.

 

Forsiden lige nu