Broarbejde generer maskinstation

02:14

Foto: Jesper Bo Winther

1 af 2

På grund af vejarbejde med indsnævrede kørebaner kan Bejstrup Maskinstations køretøjer ikke passere Aggersundbroen i fire måneder. Frustrationen er stor.

Sommermånederne er Bejstrup Maskinstations travleste. Omkring et halvt hundrede gange i døgnet drøner en traktor, mejetærsker eller anden landbrugsmaskine over Aggersundbroen, men om fem dage kan det ikke længere lade sig gøre. Så er det ind over broen i Aalborg i stedet.

- Det er vildt frustrende for os, og det bliver vildt frustrerende for dem inde i Aalborg, hvor trafikken bliver generet, siger Per Kold Kristensen, som er direktør for Bejstrup Maskinstation.

Den 28. april begynder Vejdirektoratet på et større reparationsarbejde af brodækket på Aggersundbroen. Et arbejde som først er færdigt til september. Broen vil være åben for trafik, men vejbanerne bliver snævret så meget ind at der ikke længere er plads til Bejstrup Maskinstations køretøjer.

- Arbejdet kan kun udføres om sommeren. Vejret må ikke være fugtigt eller koldt, siger fagprojektleder Peter Holt fra Vejdirektoratet.

At arbejdet kun kan udføres om sommeren kommer til at koste maskinstationen dyrt. Tre millioner kroner har Per Kold Kristensen regnet sig frem til. Til ekstra omkostninger til løn, dæk, brændstof, slitage og så videre, når turen går ind over Aalborg.

Omsætningen på maskinstationen med 100 ansatte er næsten ligelig fordelt på begge sider af fjorden.

Flere nyheder fra TV2 Nord