Budgetforlig i Frederikshavn

01:52

Foto: Tv2nord.dk

1 af 2

Her til eftermiddag faldt budgetforliget endelig på plads i Frederikshavn efter to hele dage med forhandlinger.

Budgettet blev vedtaget af Venstre, SF, Dansk Folkeparti, De Konservative og de to løsgængere Jette Fabricius Toft og Jeppe Nielsen Kyk.

Peter Laigaard fra Liberal Alliance forlod forhandlingerne lidt over middag i dag. Socialdemokraterne forlod forhandlingerne allerede fredag aften.

Frederikshavn Kommune skal spare i alt 53 millioner kroner næste år. De 43 millioner på driften og de sidste 10 millioner på anlægsbudgettet.

På anlægssiden betyder det, at man udskyder bygning af to nye børnehaver i Strandby og Sæby.

I driftsbudgettet er det helt overordnet lykkedes at undgå besparelser på rengøring til de ældre borgere - og undgå besparelser på timetallet på skolerne.

Til gengæld er det i høj grad administrationen det er gået ud over med hensyn til besparelserne på driften. Der vil blive nedlagt stillinger på området, men borgmesteren vil arbejde på at undgå egentlige fyringer.

Flere nyheder fra TV2 Nord