Butiksejere hader Aalborg

Det er ikke særlig attraktivt at starte butik i bl.a. Aalborg. Det viser undersøgelse fra Virksomhedslokaler.dk Foto: Michael Andersen

Aalborg, Odense og Esbjerg er de danske byer, hvor det er mindst attraktivt at åbne ny butik lige nu. Det er mest attraktivt at åbne butik i en række byer omkring København.

Det viser en aktuel opgørelse fra den landsdækkende ejendomsportal Virksomhedslokaler.dk, der baserer sig på mere end 2.000 søgninger efter butikslokaler foretaget i de sidste 5 måneder i 2011.  

Opgørelsen omfatter de 25 største byer i Danmark og tager højde for forskellene i byernes befolkningsstørrelse, således at efterspørgslen efter butikslokaler i de forskellige byer bliver direkte sammenlignelig.
 
Aalborg har en forbavsende lav placering som nr. 23 i indekset.

Med en 9. plads i indekset er Vejle den mest efterspurgte by i Jylland.

- Butiksejere ønsker at etablere butikker, dér hvor forbrugerne kan købe mest. Forklaringen på at Københavns omegnsbyer er mere populære end selve København, er nok at mange af de købestærke københavnere flytter uden for selve byen og at der allerede i forvejen findes mange butikker i byerne. Derudover kan den kommende betalingsring muligvis mindske lysten til at starte butikker i selve København grundet nervøsitet for at betalingsringen vil medføre en mindskning i antallet af virksomheder i byen og trafik ind i byen, siger Thomas Barfod fra Virksomhedslokaler.dk

Flere nyheder fra TV2 Nord