TV2 Nord

Byråd indkaldt til ekstraordinært møde omkring dårligt arbejdsmiljø

Foto: Torben Lykke Larsen

Torsdag aften er byrådet i Rebild Kommune indkaldt til ekstraordinært byrådsmøde omkring en sag om dårligt psykisk arbejdsmiljø på sundhedscenteret i Rebild.

Det hele begyndte med 16 tidligere ansatte på sundhedscenteret i Rebild, der den 28. februar fortalte om en arbejdsplads præget af mobning, trusler og frygt. Anonymt bekræftede flere nuværende ansatte arbejdsforholdene. Efter de tidligere ansatte stod frem har kommunalforvaltningen udfærdiget en redegørelse.

Den redegørelse behandles på et ekstraordinært byrådsmøde torsdag aften. Byrådsmedlemmerne skal have mulighed for at stille opklarende spørgsmål til redegørelsen og de anbefalinger, den kommer med.

Byrådmødet er ikke et besluttende møde, men et orienterende møde. Hvad sagen ender med, bliver først besluttet på økonomiudvalgsmødet, der er indkaldt til i forlængelse af det ekstraordinære byrådsmøde.

- Vi har indkaldt byrådet til orienterende møde, så alle de partier og lister, der ikke er repræsenteret i økonomiudvalget, også får en chance for at følge med og stille spørgsmål i sagen, siger borgmester Leon Sebbelin.

Økonomiudvalgets møde er sat til at begynde klokken 20.30 torsdag aften.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto