Cold Hawaii-worldcup reddet på målstregen

En tiltrængt økonomisk medvind gør at Cold Hawaii PWA World Cup er tilbage i kalenderen.

I januar måtte foreningen Friends of Cold Hawaii aflyse årets World Cup-afdeling i Klitmøller på grund af et for spinkelt økonomisk grundlag.

Nu er hullet i kalenderen dog igen fyldt og den danske afdeling af surf-worldcuppen er tilbage på banen. Det sker takket være Thisted Forsikring, der med en treårig aftale om økonomisk støtte har reddet arrangementet.

- Vores lokale forankring og engagement er en væsentlig del af selskabets DNA. Derfor mener vi også, at Cold Hawaii PWA World Cup bør fastholdes og udvikles. Det kræver, at et fundament etableres, og det kan og vil vi gerne medvirke til igennem en økonomisk håndsrækning, der kombineret med mange ildsjæles ihærdige indsats, sikrer begivenhedens bæredygtighed, siger Dennis René Petersen, der er administrerende direktør for Thisted Forsikring.

Også Thy-Mors HF og VUC er gået økonomisk ind i World Cup-afdelingen, som de mener kan styrke den kommende HF-uddannelse HF Cold Hawaii.

- Cold Hawaii PWA World Cup giver Thy-Mors HF & VUC en enestående mulighed for at synliggøre uddannelsen. Derfor er vi gået ind med et betydeligt sponsorat, siger rektor Jens Otto Madsen.

De unge, der starter på HF-uddannelsen vil, samtidig med at de uddanner sig, få rig mulighed for at surfe i det oprørte Vesterhav. De kommer nemlig til at bo på surfkollegium i Klitmøller.

Nu hvor den stride kuling er afløst af vind i ryggen, tillader også arrangørerne sig at være begejstrede.

- Vi er selvfølgelig fantastisk glade for den situation, vi befinder os i nu. Det, vi var overbeviste om ikke kunne lade sig gøre, kan nu lade sig gøre. At det lokale engagement har vist sig at være så stort, betyder meget for os. Vi kan stå sammen, når sagen er vigtig nok. Det er et tegn på styrke og sammenhængskraft eller slet og ret jysk vilje til at ville noget, som er ud over det sædvanlige, siger konstitueret formand Troels Schwarz.


Seneste nyt

fra Nordjylland